Maibritt Aggerholm Skipper

November 2022 blev jeg eksamineret og er nu Kinesiolog RAB, hvilket vil sige Registreret Alternativ Behandler.

En Registreret Alternativ Behandler er en behandler, som er medlem af en brancheforening, der er godkendt som registreringsansvarlig forening af Sundhedsstyrelsen på baggrund af, at de lever op til nærmere fastsatte krav inden for uddannelse, efteruddannelse, etik, god klinisk praksis, journalføring m.m.


Jeg er født d. 12. december 1962 og er uddannet ergoterapeut. Som ergoterapeut har jeg arbejdet med genoptræning og rehabilitering i både sygehusregi og i kommunen. De seneste år som rehabiliteringsrådgiver indenfor hjælpemiddelområdet.

Siden uddannelsen som Restitutionsterapeut i 2015 har jeg haft klienter i egen klinik.

Siden sommeren 2021 har jeg kunnet tilbyde tid på klinikken hver fredag. Øvrige dage arbejder jeg fortsat som ergoterapeut og rehabiliteringsrådgiver i Odense Kommune.


Jeg blev selv opmærksom på mulighederne indenfor kinesiologien, da jeg i 2014 søgte hjælp ved en kinesiolog og endelig fandt frem til, hvad der var problemet og hvad der skulle til for at opnå balance igen.

Jeg har i mange år været meget aktiv med bl.a. triathlon og ketchersport. Især det at løbe har jeg været meget glad for. Jeg havde så store problemer med mine muskler i baglår, min lænd og fodled, at jeg knap nok kunne gå. Stor krise for mig.


Jeg havde fået behandlinger hos fysioterapeut, akupunktør og kiropraktor, alt sammen kun med en smule effekt. Kinesiologen fandt frem til, at jeg havde for meget syre i kroppen og at jeg var belastet af forskellige tungmetaller. Jeg blev anvist, hvad der skulle til for at rense ud og blev afbalanceret på forskellig vis. Siden da, har jeg ønsket at kunne hjælpe andre på samme måde.